Log på

Roskilde Festival afslører årets plakat

Neil Young og hans band Promise of the Real melder klar til en maraton-koncert på Orange Scene. Han får følgeskab af internationale profiler som Grimes, Future, Slayer, M83 og Santigold, mens nye danske navne tæller Dizzy Mizz Lizzy, The Entrepreneurs, Scarlet Pleasure og Liss. Med 105 helt nye offentliggørelser kan Roskilde Festival præsentere årets plakat med i alt 179 kunstnere fra 30 lande.

Pladeaktuelle kunstnere som LCD Soundsystem, New Order, Red Hot Chili Peppers og PJ Harvey, Wiz Khalifa og Macklemore & Ryan Lewis har allerede skabt høje forventninger til Roskilde Festivals program i 2016.

Et program, der atter sætter internationale superstjerner i selskab med de nyeste skud på stjernehimlen i festivalbyen, hvor 130.000 deltagere til sommer vil fejre fællesskabet og musikken på den otte dage lange festival.

Nu kan Roskilde Festivals bookere omsider løfte sløret for årets plakat, og dermed er 179 kunstnere fra over 30 lande klar til at overvinde helt nye fans blandt et forventningsfuldt og nysgerrigt publikum.

 RF16 line up plakat 06 04 16

Poppen viser sin slagkaft

I 2016 er det især fremadstormende navne som Grimes, Future, MØ, M83, Santigold, Ghost, James Blake, Tame Impala, Wiz Khalifa og Bomba Estéreo, der er i fuld gang med at redefinere popmusikken og dens slagkraft som festskaber, uanset om udgangspunktet er hip-hop, metal, psykedelisk rock eller verdensmusik.

Samtidig viger rocken hverken tilbage for hiphop eller elektroniske nattefester. Slayer, Gojira og Kvelertak og Cattle Decapitation kan mætte de mest sultne metalhoveder, mens der er meddrivende rockshows i vente med At the Drive-in, Bring Me the Horizon, Foals, Tenacious D, The Last Shadow Puppets og Uncle Acid & The Deadbeats.

MØ på Orange Scene

44 ud af 179 kunstnere på plakaten er fra Danmark i 2016. MØ er klar til at demonstrere sin himmelstormende og internationale popularitet med sin første optræden på Orange Scene, der finder sted blot tre år efter, at hun debuterede på festivalens mindste scene.

Dizzy Mizz Lizzy udgiver i 2016 deres første album i 20 år og vender derfor tilbage til Orange Scene, mens The Entreprenuers og Liss blot er få bud fra en særdeles vital dansk musikscene.

Neil Young giver opvisning i rockhistorie

 Neil Young PR 06 04 16

Det er otte år siden, at Neil Young sidst leverede et tordnende brag af en koncert på Orange Scene. Nu vender den produktive 70-årige rocklegende – og i øvrigt indædte politiske aktivist og miljøforkæmper – tilbage for at demonstrere sin ubestridelige plads i rockhistorien for en ny generation af festivalgæster.

I 2016 medbringer han backingbandet Promise of the Real, der bl.a. består af Willie Nelsons to sønner, som på det seneste har trukket Young i en mere roots-præget retning. Har man før oplevet Neil Young udfolde sig på en scene, kan man næppe bestride hans evne til at levere en overvældende og glødende opvisning af mere end 40 års indflydelse på rockhistorien i form af klassikere som Rockin' in the Free World, Cinnamon Girl, Cortez the Killer, Heart of Gold, My My, Hey Hey og Down by the River.

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger:

”Neil Young personificerer en eviggyldig aktualitet og forbløffende evne til at blive ved med at afsøge nye territorier og finde nye musikalske legekammerater. Alene derfor er han relevant for os, også i 2016, hvor han igen er pladeaktuel. Da han sidst besøgte os for otte år siden, kaldte han Roskilde Festival for den bedste festival i verden, så jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han endnu engang kommer til at levere et overrumplende show fyldt med både nyt materiale og alle klassikerne.”

”Med markante navne som Grimes, MØ og Santigold får poppen en prominent plads i programmet i år. Selv hos kunstnere som Ghost og Tame Impala ser vi, at metallen og den psykedeliske rock også leger med poppens virkemidler, og hip-hoppens repræsentanter som Future, Young Thug og Wiz Khalifa leverer pophits, der rammer de brede publikumsmængder uden overhovedet at miste troværdighed og respekt på scenen som rappere. Vi glæder os til at se publikum følge den lidt skjulte røde poptråd, der nok skal kunne få lokket dem til nogle koncerter, som de ikke havde planlagt.”

”Som altid er det et enormt klimaks endeligt at præsentere vores bud på den mest aktuelle musik i 2016. Vi har bogstavelig talt rejst verden rundt i det seneste år for at spotte vores bud på morgendagens stjerner, der kan optræde side om side med legender og de etablerede stjerner. Vi ser selv Roskilde Festival som stedet, hvor man kan møde al den musik, som man ikke vidste, at man elskede. Og vi ved i hvert fald, at vi selv har fået nogle nye yndlingskunstnere ud af rejsen, så der burde også være noget til andre nysgerrige musikelskere.”

 IMG 9789

Roskilde Festival offentliggør yderligere en håndfuld artister inden festivalen.

Roskilde Festival varer 8 dage mellem lørdag 25. juni og lørdag 2. juli 2016.

Partout-billetter til Roskilde Festival koster 1995 kroner (eksklusiv gebyr).

Et begrænset antal endagsbilletter er tilgængelige til onsdag, torsdag, fredag og lørdag for 995 kroner (eksklusiv gebyr).

Billetter kan købes på roskilde-festival.dk

Video