Log på

Bliv boardsportinstruktør på Oure

Oure Højskole lancerer nu en etårig, helt unik, kombineret snowboard- og kitesurfinginstruktøruddannelse.

Hjemmebane i det sydfynske kitemekka og i de franske alper

Oure Højskoles nyeste skud på stammen er en instruktøruddannelse, hvor eleverne i løbet af et år uddanner sig til både snowboard- og kitesurfinginstruktører. Først og sidst på skoleåret, i årets varmeste måneder, bliver eleverne indkvarteret på Oure Højskole, der har det synfynske øhav i baghaven. Her får eleverne rig mulighed for at fordybe sig i de forskellige kitesurfingdicipliner, såsom freeride, freestyle, wakestyle, race og wave.

 I ca. 15 uger over vinteren rejser eleverne til Frankrig, hvor de bliver indlogeret på Skolerne i Oures eget skihotel i Alpe d’ Huez. Eleverne vil både blive holdundervist, få personlig vejledning og coaching og have tid til selvtræning i sneen. Alle relevante facetter af snowboarding bliver dækket, herunder svingteknikker, carving, off-piste, park, kickers, boxe, rails og lavinepraktik.

Lasse Sommer Sønnichsen, der er boardsportinstruktør på Oure Højskole, fortæller: "Vi vil være den førende skole inden for snowboarding og kitesurfing, og en uddannelse som denne findes ikke andre steder i Danmark og nok heller ikke andre steder i verden."

AndersSnb1PeterHartley

Oure Højskole uddanner reflekterede instruktører

De to forskellige undervisningsforløb er tilrettelagt i samarbejde med henholdsvis Snowboard Austria og Dansk Sejlunion. Foruden en høj faglig praktisk og teoretisk undervisning inden for boardsport specifikt, skal de kommende boardsportinstruktørelever følge faget  ”Den reflekterede instruktør”. Faget har de sammen med højskolens andre instruktørelever. Her bliver de undervist i emner som pædagogik, ledelse, idrætspsykologi, fysiologi og anatomi. 

"Det bliver et intenst forløb, hvor der både er lagt vægt på elevens egenfærdigheder inden for snowboarding og kitesurfing, men eleverne skal også lære at undervise og give deres viden og kunnen videre til nye snowboardere og kitesurfere," fortæller Lasse Sommer Sønnichsen.

Ifølge boardsportinstruktøren er målet er helt klart: Oure Højskole vil uddanne gode, reflekterede instruktører, som vil have nemt ved at finde et job i boardsport-branchen efterfølgende.

Har du mod på et år fyldt med adrenalinsus og udfordringer i boardsportens tegn, både til havs og i sneen, så læs mere om Oure Højskoles boardsportinstruktøruddannelse på www.oure.dk