Log på
Anders Olesen

Anders Olesen

Djævlens; Les Diablerets!

Et par timer i tog fra Geneve lufthavn, gennem et smukt schweizisk landskab, ligger byen Aigel. Her ligger en lille idyllisk bjergbane, der kører af en snørklet jernbane de sidste 50 min. op af bjerget til byen Les Diablerets. 

Det første der springer i øjnene, da vi hopper ud af toget, er en lille fløjtespillende djævel, der hænger over alt i den elegante schweiziske alpeby og den enorme gletscher, der knejser i baggrunden. Efter en kort snak med et par indfødte viser det sig, at området er ret så sagnomspundet. Den lille fløjtespiller siges at være afkom af en smuk elverkvinde, der forelskede sig i og giftede sig med djævlen. Før i tiden var bjerget, Diablerets (3209 m) frodige blomstermarker, men en af de lokale bønder gjorde noget meget ondt, og det hele blev forvandlet til en ørken af is og sne. Hvilket vi på Pist n´ Powder gerne vil takke bonden for, da dette har resulteret i det, der i dag hedder Glacier 3000. Gletscheren er både en del af Diablerets og Gstaad og muliggør skiløb hele året rundt og er endnu et godt bevis på den schweiziske snesikkerhed. 

Diablerets
Turismen i Les Diablerets er grundlagt i 1856, hvor Hotel des Diablerets åbnede. Byen er holdt i den gamle stil, og den er indbegrebet af en schweizisk skisportsby med de karakteristiske alpehytter, masser af charme og historie. 
Selve skiområdet består af det nordvendte skiområde Meilleret (1949 m), hvor der ned gennem skoven er pister i alle tænkelige farver. Er man til dagsture, kan man nå byen Villars på ski, hvor liftkortet selvfølgelig også gælder. På den anden side af byen ligger Isenau, der lyder som et eller andet fra Ringenes Herre. Her ligger områdets vinter funpark (om sommeren er den på gletscheren), der er et par træklifte og blå og røde pister. Alt i alt har området 215 km pister, hvor der er noget for en hver smag og så garanterer Glacier 3000, at der altid er sne. Her til skal siges, at alle børn under 9 år får gratis liftkort til området.

Da vi, efter en masse røverhistorier, endelig tjekker ind i vores lejlighed, imponerer Schweiz endnu engang. Lejligheden er fire gange større end den franske lejlighed vi kom fra, sengen er redt op med dyner med linned, og der ligger et bjerg af rene håndklæder plus smagsprøver på den lokale chokolade.

Diablerets4


Efter en god nattesøvn hooker vi op med den lokale freeride djævel Sven, der de sidste syv år har kørt professionelt for Dynastar freerideteam. Han bruger to dage på at vise os alle de hemmelige spots. Første dag hikede vi 30 min. fra toppen af Isenau. hvor vi fandt en bjergside med kun få spor, enorme klippevægge i baggrunden og en smuk frossen sø forneden. Efter nogle super gode sving ned over bjergsiden, gik turen ned til gletscherliften, hvor vi kunne tage en bus retur til Diablerets. Sven fortæller, ligesom alle andre lokale, om legenderne, og om hvordan man mener at uvejr og stenskred, er når djævlene bowler på gletscheren, men slutter af med ” I am friends with the devils”. Dagen efter sker det endelig, det slår over i snevejr, og vi kører det mest utrolige skovskiløb. Lange couloirs og stejle hang med masser og masser af sne. Ja, det eneste Sven snød os for er et besøg ved djævlene og en tur på 1800 højdemeter fra toppen af gletscheren og ned til byen. På denne tur har han, efter sigende, sammen med en ven monteret crampons, så man kan rapelle ned over en stejl klippevæg og forsætte på ski.

Diablerets1


Den tredje dag i Diablerets slog vi et smut ned forbi bureauet, hvor man booker lejligheder, og hvor vi mødte den danskfødte Bente, der for 22 år siden tog en skisæson og er blevet hængende siden. Hun fortæller os vidt og bredt om området og om de utallige muligheder, der er for en god ferie. Bente beretter om klimaet omkring gletscheren, og at det hører til sjælenhederne med rigtigt dårligt vejr. Når de første 20 cm er faldet i Diablerets, så er Meilleret skibart resten af vintersæsonen. Dertil kommer selvfølgelig Glacier 3000, hvor ejeren de kommende år bl.a. udbygger med et enormt kunstneranlæg.

Som udsendt for Skiers.dk så slutter arbejdsdagen ikke efter en god skidag. Nej vi måtte også sætte tid af til at smage de lokale specialiteter. To aftner tog vi med vores freerideguide Sven og turistchefen ud for at smage på varerne. Her blev vi præsenteret for de hyggeligste små bjælkehytter med god betjening og lækker mad. Vi kan klart anbefale Käsefondue, der kommer i en hav af smagsvarianter, og så faldt vi for den lokale Rösti mit spiegeleier. Endnu engang giver vi Les Diableres thoms up.

Diablerets2

Prisniveauet er højere end det, vi er vant til hjemme i Netto, men det er på ingen måde dyrere end de franske alpebyer. Man betaler mere for bolig, men vores 2-4 personers lejlighed i Diablerets var fire gange større end en 4 pers. i Frankrig. Selve byen har ikke så mange andre fysiske aktiviteter at byde på end ski. Så regner man med fitness, svømmeture og tennis efter en lang skidag så er det ikke stedet. De lokale restauranter er i verdensklasse, den Schweiziske komfort er i top, og når selveste Mercedes lejer vejen på bjerget og bruger den til at teste deres nye bilmodeller og videreudvikle kørersikkerheden, så må det være en form for kvalitetsstempel. 

Er man til store biler, alpehygge og stille og roligt skiløb krydret med fed offpiste, så er Diablerets stedet.

Italiensk dekadence, Prada og skiløbet...

Vi havde i 2 uger kigget på det enorme bjerg, og nu ville vi derop. Ved hjælp af bjergbanen ”Mont Blanc Express”, et lille bjergtog der kører mellem Schweiz og Frankrig, kom vi til Chamonix. Herfra en bus igennem Mont Blanc-tunnelen ind til et af de fineste områder i Italien, Courmayeur.

Courmayeur er den skisportsby i verden med bedst udsigt til det mægtige bjerg Mont Blanc! Ja, faktisk ligger byen ved foden af bjerget og har en lift, der bringer dig mod toppen.

 MG 0404
I Courmayeur var de største oplevelser mødet med Mont Blanc, det italienske køkken og en super luksuøs by.

Selvom der ikke er langt til Frankrig, kunne man straks se de kulturelle forskelle. Da vi stod ud af den store kabinelift og fik den italienske sne under skiene, faldt det i øjnene, at der stod Prada og Gucci et eller andet sted på næsten alle turister. Der var lige så mange mennesker, der drak kold hvidvin på solterrasserne, som dem der i bedste italienske stil kom ned af pisterne. Courmayeur får et par billige plusser pga. høj solskin og kun et par minusgrader. Men enhver bjergelsker med respekt for sig selv vil også foretrække rå klipper og rigtige bjerge frem for de bløde bakker i Les Contamines. Ja, og så det at stå lige ved siden af Mont Blanc.

 MG 0468
I Courmayeur er der to separate skianlæg; et der bringer folk op mod Mont Blanc (4810 m) med højeste lift på Punta Helbronner (3462 m) og så et område, man kan nå fra centrum af byen, Checrouit-Cresta. Det sidstnævnte område er på bjerget Berrio Blanc (3252 m) og der er 100 km pister i alle sværhedsgrader, fra lange pister ned gennem skoven til højalpint skiløb på Cresta D´Arp. Vi fandt hurtigt ud af, at der er rigtig mange muligheder for at køre på røde pister, men kun få på sorte og blå pister, hvilket gør, at området hverken er super begyndervenligt eller specielt udfordrende, hvis man ikke er til offpistskiløb. Der er dog tre meget fine begynderområder spredt udover bjerget.

 MG 0772

Offpiste-mulighederne er mange. Vi fandt nogle gode runs ned gennem skoven under Peindeint-liften, der med en smule nysne ville havde været verdensklasse skovskiløb. De lokale fortæller, at det er masser af gode ture, men den mest spektakulære skulle være l'Arp-Vieille. Hertil kommer, at heli-skiing er tilladt i Courmayeur, ja i hele Italien, hvilket hverken det østrigske eller franske menukort byder på. Vi fik desværre ikke meget glæde af offpisten under vores besøg i januar, da vejret var forårsagtigt, og grundet meget vind var der ikke det store at komme efter uden for pisterne.
Øverst i området er der en lille funpark med en masse rails i alle sværhedsgrader, men kun et par små hop.
Området er et weekendområde og virker meget overfyldt i forhold til de steder, vi besøgte ugen inden. Så en uge med 8 timers skiløb om dagen må være en umulighed, hvis man da ikke er en hardcore skinørd. Her kommer de mange restauranter til deres ret, da sol og god mad ofte er mere tiltalende end overbefolkede pister. Hvad angår afslapning og kogekunst, slår Courmayeur klart alle andre områder, vi har besøgt med et utal af små restauranter, helt præcist 23 placeret langs de 100 km pister. Alle er små idylliske steder med udsigt til mastodonten Mont Blanc (4810 m). Vi faldt for en ikke helt normal, men meget hyggelig bjælkehytte kaldet Maison Ville. Her slog vi os ned udendørs, og på bedste italiensk maner blev der serveret en pizzalignende appetizer efterfulgt af tre pastaretter og afslutningsvis en espresso. Da ejeren hørte, at vi var fra Danmarks bedste skiblad, kom han straks ned og fremviste et ”Åka Skidor” magasin fra 1970´erne, hvor hans restaurant var nævnt, og vi lovede selvfølgelig at sende ham en kopi af ”Pist n´ Powder”.
Vores dom er, at området er for den middelgode skiløber, der gerne vil nyde formiddage på pisterne og så bruge resten af dagen på en af de små hyggelige bjergrestauranter.

Courmayer2

Vores største oplevelse var mødet med Mont Blanc. Har man købt et syvdageskort til området i Courmayeur, er det inkl. en dag med Mont Blanc-liften. Vi valgte at udfordre turen på det store bjerg på egen hånd, hvilket var en stor oplevelse. Først op med tre gondoler til man når toppen, Punta Helbronner (3462 m). Her havde vi første pitstop, hvor panoramarestauranten bød på sol og en uforglemmelig udsigt til nogle af Europas højeste bjerge. Det var desværre det tætteste, vi kunne komme på vores mål, Mont Blanc. Fra Punta Helbronner kan man fortsætte turen på ski, enten via en 20 km lang offpisttur til Chamonix eller turen retur til Courmayeur. Vi valgte sidstnævnte tur ned på Italiensiden for at undgå busturen gennem tunnelen.
Først et lille hike rundt om en bjergtop, hvorefter man må spænde ski eller snowboard på ryggen og så ned ad en meget lang og smal jerntrappe, der ender i en lodret stige. På turen ned af trappen kom vi for tæt på en lokal guide, der meget surt sagde ”if u hit me and I fall down. If I surrive, then I will kill u”. En interessant tur, hvor man fik fornemmelsen af, at man lever. Efter trappen er det på med skiene igen og så begynder skiløbet nedover gletscheren ”Mer Du Glace” med Mont Blanc på skiers right. Selvom selve bjerget ikke er specielt stejlt, så gør det højalpine område og de mange gletscher spalter, at turen ned er ret frygtindgydende. Set i bakspejlet skulle vi nok have betalt den sure bjergguide for at vise os de bedste spots og så havde han nok også været lidt mere imødekommende. Da vi kom nogle hundrede højdemeter ned igennem en stor sky, kunne vi igen se Courmayeur; gletscheren stoppede og vi kunne uden frygt for spalter udfordre en stor åben flade. Turen endte ved toppen af første lift, her er der bedre sneforhold og mulighed for at køre helt i bund. Men vælger man at vende næsen mod Punta Helbronner igen, kan turen køres tre gange på en dag. Er man i Courmayeur, er turen med Mont Blanc-liften klart et must.
  

 MG 0680

 

Courmayeurs helt store force er byen, hvor man kan opleve alt, hvad hjertet kan begære. Selve byen er en gammel by med smalle gader, hvor hver anden butik sælger delikatesser eller dyrt modetøj. Vi fandt dog også de helt små gader, bl.a. med en internetcafe, der solgte ”Bjorne Bryg” og så et lille hyggeligt pizzeria med overkommelige priser. En af byens store stoltheder er et kæmpe sportscenter, Forum, der har en af Europas største skøjtebaner og en helt enorm klatrevæg. Forum tilbyder derudover alt fra curling til skønhedsbehandlinger eller blot en tenniskamp.
Nabobyen Pré-Saint-Didier har en et gammelt romersk bad, der for få år siden er blevet moderniseret, og fra den udendørs spa kan man endnu engang nyde Mont Blanc. De 28 euro, badeturen koster, er helt sikkert givet godt ud med otte indendørs bade, et kæmpe udendørs poolområde, afslapningsområder og en gratis buffet. Vi brugte en hel dag her, hvilket var fantastisk efter 20 dage på ski.

Courmayer


Skal man snakke natteliv, så er der hyggelige cafeer og et par diskoteker. En hyggelig aften med et par øl og kaffe var det vildeste, vi kunne opdrive. Stedet er ikke at anbefale, hvis man kommer for at høre ”Anton aus Tirol” og bruger natten i byen og otte timer på ski om dagen…
 

Man skal i stedet komme for at nyde high society livet. Et velegnet sted sammen med familien eller en romantisk tur sammen med kæresten. Coumayeur er meget mere end skiløb og man skal være indstillet på, at det koster, ikke lire, men euro. Der findes helt sikkert mange områder, der skimæssigt kan matche Courmayeur, men jeg har aldrig været i en skiby, hvor man kan lave så mange andre aktiviteter.

 MG 0789

Abonnér på dette RSS feed