Select Page

Den perfekte skiferie med børn

Den perfekte skiferie med børn

Det kan være en fantastisk oplevelse at tage sine børn med på skiferie. Men man skal gøre sit forarbejde godt, hvis turen skal være vellykket. Her er en stribe gode råd til den perfekte skiferie med børn.

Det er ikke så svært at forestille sig. Man vågner efter en god nats søvn i rolige omgivelser. Udenfor er der blå himmel og udsigt til Alperne, der tårner sig op. Det er deroppe, man skal boltre sig hele dagen. Først skal børnene vækkes og tøjet på, før et veldækket morgenbord venter i hotellets restaurant. 

Dagen kan man tage, som den kommer. Blå, røde og grønne pister. Sving for sving. Eller piste for piste. Med børnene, der fulde af glæde fører an eller hænger på, og når den sidste tur er taget, så venter en trerettersmenu på hotellet sammen med børneguider, der står klar med legekammerater, pizzaaften, filmklub, kælketure eller anden leg og hygge til børnene, der måske får nye kammerater og i hvert fald får store oplevelser.

Det kan være en helt fantastisk oplevelse at tage sine børn med på ski. Kombinationen af leg, glæde, bevægelse og frisk luft gør godt for hele familien. Men det er ikke uden betydning, at man har gjort sit forarbejde godt. Det gælder i alt fra valg af destination over rejseform og boligform, for børnefamilier har særlige krav til skiferier, hvis det skal ende vellykket.

image1 1 

Mere lys og varme i syden

Først og fremmest skal man se sig godt for, når man vælger, hvilket område man vil besøge.

Særligt i december, januar og til dels februar kan det være en god ide at vælge destinationerne i det sydlige Europa.

Jeg er fortaler for, at man vælger syden frem for norden, når man skal på skiferie med børn. Der er varmere og mere lys end i de nordlige destinationer, og det giver både større glæde, en bedre oplevelse og længere skidage, fortæller 42-årige Rasmus Lundby.

Han er skientusiast, formand for Den Danske Skiskole og har stået på ski på et væld af destinationer fra Argentina til Korea og i alle slags terræn. Og så er han far til tre piger og kender dermed alt til det at stå på ski med børn.

image5

Østrig er oplagt

Han peger på Østrig som et oplagt mål for familien, der skal på skiferie. I alpenationen har man de seneste år arbejdet meget på at designe områderne, så de fungerer optimalt til børn, og dermed har man skabt destinationer, der har rigtig meget at byde på til alle skiløbere.  Store, sammenhængende områder, topmoderne liftsystemer, der holder køerne nede, og ikke mindst børneområder, hvor der er plads til leg og læring.

 

Man siger, at skiferier skal foregå på børns præmisser, og det kan jeg ikke være uenig i. Men det er også vigtigt, at der er noget til de voksne. Det får man i Østrig, hvor der mange steder er pister tæt på børneområderne, så de voksne lynhurtigt kan få ræset af, når muligheden byder sig, siger Rasmus Lundby.

 

Gå efter legeparkerne

Han anbefaler, at man går efter et område, hvor der dels er et bredt udbud af pister, og hvor mange pister ender det samme sted, så børnene får en fornemmelse af, at de kommer godt rundt i forskelligt terræn, men alligevel ender i noget, de kender. Og så skal man sørge for at vælge et sted med hopparker, funparker og lignende.

 image9

Det giver masser af smil på læben hos børn. Det er samtidig noget, som de lærer meget af, fordi børn ofte tør nogle ting i de parker, som de ikke tør på pisterne, siger Rasmus Lundby.

 

Attraktive områder

Blandt de mest attraktive skiområder for børnefamilier finder man Saalbach-Hinterglemm og Wagrain-området, der begge byder på hundredvis af pistekilometer af forskellig karakter, og samtidig er der et væld af muligheder for børn og barnlige sjæle til at slippe legen løs i funparker og lignende.

 

Det gælder eksempelvis Wagraini’s Winterwelt, der er et skilegeland ud over det sædvanlige. Her møder man maskotten Wagraini, der skaber god stemning og guider børnene rundt i forskellige øvelser som “Det Flyvende Tæppe” og “Pizzastykket”.

 

Plads til hele familien

I Alpendorf, der områdemæssigt hænger sammen med Wagrain, finder man danske Emma Hjertmann Henriksen, som er børneguide for rejseselskabet Danski i sæsonen 2017/18. Sammen med kollegerne sørger hun for at gøre det let for gæsterne at have børn med på ski.

 image8

På vores børnevenlige hoteller har vi gjort meget for, at der skal være plads til hele familien. Der er børnerum med legetøj, og masser af arrangementer som kælketure og pizzaaftener, som vi tager børnene med på. Vi oplever, at de hurtigt bliver så trygge, at de selv kommer ned og vil være med. Det er rigtig populært, fortæller børneguiden.

 

Mens børnene er underholdt, er der samtidig plads til, at de voksne kan slappe af og eksempelvis gå ombord i aftenens trerettersmenu.

 

Det bedste for familierne er den samlede pakke. At man i virkeligheden kan lade hjernen ligge hjemme og komme ned og blive vartet op og kun bruge tid på at hygge sig. Der er ikke så meget, man skal tænke på. Og der er plads til, at børnene kan lege og finde legekammerater, siger Emma Hjertmann Henriksen.

 

Faktaboks – 6 gode råd, der gør skiferien med børn bedre

 

  • Vejret – undgå december og januar i norden. Det er koldt og mørkt. Vælg i stedet syden og eksempelvis Østrig, hvis turen ligger tidligt.
  • Boligplacering – vælg et område med boliger helt tæt på pisten. Længere gåafstand eller skibus er ikke optimalt med børn.
  • Boform – lejligheder og hytter har den fordel, at børn kan løbe frit rundt og lege. Men med hotelpakker kan man tilkøbe forplejning, og det er rigtig lækkert, at man ikke selv skal stå med madlavningen efter en lang dag på pisterne. Det er en god ide at gå efter et familiehotel, hvor der er masser af plads til leg.
  • Terrænet – selvom man har børn med, så vælg et sted, hvor der er hurtig adgang til pister, hvor de voksne kan få “ræset af”. Gå også efter et sted med hopparker og lignende. Børn lærer meget af den slags udfordringer.
  • Byen – man kan med fordel vælge et sted med en rigtig by, man kan gå rundt i. Det giver en hyggelig stemning og er vejret ikke til ski, kan man shoppe lidt eller måske finde en svømmehal eller en skøjtebane. 
  • Skidagen – husk ekstra varmt tøj, energirige snacks og drikkevarer i rygsækken. Børn er ikke altid gode til at sige fra, når trætheden eller kulden sætter ind. Husk derfor at tage ekstra pauser i løbet af dagen. Og vær indstillet på at lade børnene lege i sneen, i legerummet på restauranten eller måske hjemme i boligen, selvom lifterne stadig kører.

 

Faktaboks – 3 stærke familiedestinationer

 

Saalbach-Hinterglemm

  • Saalbach-Hinterglemm er et fremragende familieområde. Omkring halvdelen af de 270 kilometer pister er blå og dermed egnede til børn, og området har en rigtig god funpark og et sjovt børneland.
  • I Hinterglemm finder man en udendørs skøjtebane, der er et besøg værd – eksempelvis om aftenen. Eller prøv en af de mange kælkebaner, hvor børn og barnlige sjæle kan teste gamle trækælke og nye slæder i høj fart på oplyste ruter.
  • 86 pct. af området er dækket af snekanoner, så snesikkerheden er i top.

 GOPR9470

Wagrain-Kleinarl (Snow Space Salzburg)

  • Wagrain er et populært område blandt danskerne. Og det er ikke uden grund. Flere sammenlægninger har betydet, at området, der i dag kaldes Snow Space Salzburg, består af 350 kilometer pister, hvoraf omkring halvdelen er blå pister og kun få er af den helt svære slags.
  • I Wagraini’s Winterwelt finder man et eventyrland for børn på ski, hvor der er plads til at lege og lære. Der er 3 kilometer lang kælkebakke og masser af sjove hop og simple forhindringer i området.
  • Når skiene hviler, er der masser af små, hyggelige hytter i området, hvor man kan samle energi. Er vejret dårligt, så er et besøg i det store badeland, Wasserwelt, et oplagt alternativ. Her er der mulighed for en udendørs svømmetur i sneklædte omgivelser.
  • Vil man have en unik oplevelse, kan man prøve en af verdens største skigondoler, G-link Wagrain, der strækker sig over dalen mellem to bjerge.

 

Zell am See

Ved den smukke Zeller Sø i midten af Østrig finder man charmerende Zell am See, der emmer af livet året rundt.

  • Der er 135 pistekilometer at kaste sig over, hvoraf godt en tredjedel er blå. Zell am See udmærker sig ved sin gletscher Kitzsteinhorn og sin høje beliggenhed, der gør området fartbart på ski året rundt.
  • Områdets højeste punkt rager over 3 kilometer op i luften, og her får man en fantastisk panoramaudsigt over bjerge, sø og byer.
  • Er der brug for en pause, er et besøg i byens lille, hyggelige gågade tiden værd, eller måske et besøg i Tauernspa, der står klar med udendørs varmtvandbassiner, boblebade, sauna og meget andet efter en dag i bjergene. 
  • Prøv i øvrigt den specialdesignede Porschegondol, der er opkaldt efter bysbørnene og bilfabrikanterne Ferdinand og Ferry Porsche og i høj fart sender skiløberne op på bjerget Smittenhöhe.

About The Author

Anders Olesen

Anders var med til at grundlægge Skiers.dk tilbage i 2009. Han er freerideskiløber, skiinstruktør på højeste niveau og ansat som leder af Den Danske Skiskole. Anders har haft flere skisæsoner end alle de andre Skiers.dk skribenter har til sammen; 4 sæsoner i St. Anton am Arlberg, 1 i New Zeland, 2 i Argentina, 2 i Val Thorens, 2 som instruktør på Oure højskole i Frankrig og så en helt masse uger på gletchen i Hintertux. Anders er også til eventyr på højfjeldet i Norge, langrend og alt andet med sne. Han er vores udstyrsmand, og så vil han gerne sælge nogle bannere på Skiers.dk (skriv hvis du mangler et).

Skiers på Facebook

Sponsors

Skiers på Instagram

Seneste videoer

Loading...