Select Page

Freeride DM 2016: Det fulde overblik

Freeride DM 2016: Det fulde overblik

(Foto: Niels Jakob Børre)

Freeride DM 2016 er veloverstået, og på anden side af et dramatisk og fantastisk event danner skiers.dk her det fulde overblik over konkurrenceugen.


Startskuddet

Freeride DM 2016 blev skudt i gang i søndags, med velkomst af arrangørerne på stambaren ’Drop Zone’. Her blev de nye arrangører præsenteret sammen med konkurrencereglerne og ugeprogrammet. Efterfølgende tilmeldte 107 riders (deltagere red.) sig konkurrencen i form af 40 damer, 62 herrer og fem snowboaderer. Der var lagt i kakkelovnen til et brag af en kvalifikation, hvor kun de 11 bedste damer og 19 bedste herrer ville gå videre til finalen.

Bjergsiden (facet red.) hvor konkurrencen fandt sted blev også offentliggjort. Det blev det gamle og kendte konkurrence-face, som er blevet kørt til ugenkendelighed. Dog med det twist, at finalen havde en anden start end kvalifikationen.

Finale facet(Konkurrence-facet. Foto: Niels Jakob Børre)

DM dommerne
(Dommerne Pondus og Lars-Åke. Foto: Niels Jakob Børre)

Kvalifikationen

Tirsdag morgen samledes alle tilmeldte til ’riders meeting’ i bunden af en solbeskinnet Tichot lift. Alle riders blev tjekket for, om de havde det nødvendige udstyr med på bjerget (skovl, sonde, lavinebipper, hjelm og rygskjold). Efterfølgende kørte de på med liften til facet, hvor de fik mulighed for at beskue det, inden de skulle stå ned af det.

Som noget nyt i år havde arrangørerne valgt at mixe rækkefølgen blandt damer og herrer. Dette betød, at hverken damerne eller herrerne var først, men skiftede til at køre. Dette skulle bidrage til et nyt flow i konkurrencen, som man ikke har set før.

Briefing
(‘Riders meeting’. Foto: Niels Jakob Børre)

Højt niveau fra start
Første herrer på bjerget var Alexander Munch Larsen. Han valgte en linje, som mange andre også havde i tankerne. Alexander kørte hurtigt, sikkert og droppede stort, og satte derved en høj standard for herrernes kvalifikation. De efterfølgende herrer-riders Nicolai Østerby Masden og Carl Emil Jensen kørte ligeledes stærkt og teknisk. Alle tre gik sikkert videre til finalen.

På damesiden lagde Nanna Føns og Mette Lindegaard hårdt ud. Begge riders kørte som nogle af de første og kørte begge rigtig godt. Sidstnævnte kørte udover ”hylden”, som den eneste pige, hvilket gav hende en sikker førsteplads i kvalifikationen.

Dramatisk udvikling
Det høje niveau, som de første deltagere havde præsteret fik publikum op ad sneen. Og med høje jubelråb og kæmpe klapsalver var kvalifikationen godt i gang. Desværre blev den gode stemning hurtigt ødelagt, da to kvindelige deltagere styrtede grimt kort efter hinanden. Begge deltagere blev hentet af helikopter og fragtet ned til Medical Center i Tignes. De to helikopterture gav konkurrencen en lang pause, hvor både de danske arrangører og franske pisteurs diskuterede, hvorvidt konkurrencen skulle fortsætte eller ej.

Heldigvis blev der fundet en løsning, hvorpå kvalifikationen kunne fortsætte. Konkurrencen fortsatte ved, at en fransk pistuer vurderede alle de deltagere der stillede til start. Hvis de blev godkendt fik de lov til at køre. Hvis de ikke blev godkendt, måtte de vandre tilbage over bjergryggen og køre ned via en pist, og dermed være ude af Freeride DM 2016.

Udvælgelsesfase
De nye forhold betød, at mange af de tilmeldte riders måtte se sig peget ud af konkurrencen. Flere gode riders blev bemærkelsesværdigt valgt fra. Heriblandt de to tredjepladser fra sidste år; Marie Lyhne og Christian Fløjgaard.

Dog medførte udvælgelsen også, at kun de dygtigste riders kørte kvalifikationen færdig. Dette gav kvalifikationen et meget højt niveau med solidt skiløb. Blandt de udvalgte riders kørte Tobias Peters hurtigere end sine konkurrenter og med dagens største drop, sikrede han sig førstepladsen i herrernes kvalifikation.

Drama på bjerget(Drama på bjerget. Foto: Niels Jakob Børre)

Dommer zone(Fransk pistuer tv. udvælger riders. Foto: Niels Jakob Børre)

Finalen

Alle finaledeltagerne fik halvdelen af deres kvalifikationsscore med i finalen. Dette var en væsentlig fordel for dem, som havde klaret sig godt i kvalifikationen. Samtidig betød det, at hvis man var kvallet ind som lavt-rangeret finaledeltager, skulle der ekstraordinært skiløb til for at blande sig i toppen. Dagen startede som kvalifikationsdagen med ’riders meeting’ i bunden af Tichot liften, og igen bragede påskesolen fra en skyfri himmel. Deltagerne fik muligheder for at forsøge sig med nye linjer ned af bjerget, i og med arrangørerne havde lavet en ny start på facet.

Med den nye start på facet havde arrangørerne givet deltagerne nye muligheder for vildt skiløb. På finale-facet var der ovenikøbet en ’no-fall-zone’, hvilket betød, at man ikke måtte falde i denne zone, hvis man valgte at køre der. Hvis man var så uheldig at falde i en ’no-fall-zone’, var risikoen for at komme galt afsted meget stor.

Les Dames
I finalen fik damerne lov til at starte. 11 freeride-damer var gået videre, og det skulle vise sig at blive særdeles spændende. Den helt store overraskelse var Mette Grønborg. Mette var blevet nummer ni i kvalifikationen, og havde derfor ikke særligt lange udsigter til en podieplads. Men med finalens anden højeste pigescore, og et løb hvor hun klarede et meget teknisk drop, endte hun samlet set på tredjepladsen.

Dagens ’Ladies Sick Bird’ gik til Nanna Føns, der var ude på noget af en klatretur. Nanna havde kørt rigtig godt i kvalifikationen, men fandt desværre en alt for besværlig vej ned af bjerget.

Finalens højeste score blev lavet af den forsvarende danmarksmester Malene Østerby Madsen, der var kvallet ind som nummer fire til finalen. Malene kørte hurtigt og sikkert gennem to svære passager, og med damefinalens største drop snuppede hun den samlede førsteplads og danmarksmesterskabet for næsen af Johanne Bangsgaard. Det er første gang i Freeride DM historien, at en deltager går ”back-to-back” og vinder danmarksmesterskabet to gange i træk. Virkelig godt gået af Malene ’Turbomalle’ Madsen.

TurboMalle(Turbomalle. Foto: Niels Jakob Børre)

Les Monsieurs
Hos herrerne blev der kørt fuldstændigt vanvittigt fra start. Flere vil påstå, at nogle riders kørte over evne og forsøgte sig med hovedkuldse linjer ned af bjerget. En enkelt rider, Phillipe Bochaton, forsøgte sig med en meget vanskelig linje i ’no-fall-zone’. Han væltede, til stor forskrækkelse for publikum, men med en solid faldeteknik fik han stoppet sit fald kort inden et stor klippestykke. Efterfølgende valgte arrangørerne i samråd med dommerne og de franske pistuers at lukke ’no-fall-zone’ for de resterende riders.

Lukningen af ’no-fall-zone’ betød dog ikke, at tilskuerne blev snydt for sensationelt skiløb. Finalens højeste score blev sat af ski-Danmarks altmuligmand Johan Duus Terkelsen. Johan valgte en anderledes finalelinje end sine konkurrenter, og legede med bjerget i sådan en grad, at det så ud som om, han kunne gøre det i søvne. Johan Duus Terkelsen droppede ligeledes ganske stort, hvilket førte til en samlet andenplads og podieplacering.

Sidste års vinder Alexander Hundegger havde kvalificeret sig som nummer 14 til finalen. Og tidligt på finaledagen gav Alexander udtryk for, at han ville gå STORT i finalen. Han kørte en god linje ned ad bjerget og fandt en kæmpe klippe han kunne droppe. På spektakulær vis klarede han droppet, og vandt fortjent finalens ’Sick Bird´ pris hos herrerne. Dog kunne han, grundet sin lave kval-score, ikke blande sig i toppen. Det kunne Thomas Maltesen til gengæld. Med forrygende fart, fantastisk flow og god teknik kørte han sig til en samlet tredjeplads.

Finalens sidste rider Tobias Peters var gået videre til finalen som nummer et. Den unge jyde med kælenavnet ”Unge Revolver” fik ikke helt kørt sin planlagte finalelinje. Efter en drønende start ned gennem en pakket couloir (smal passage red.), kørte den Unge Revolver en smule skævt, hvilket betød, at han lynhurtigt måtte revurdere sin linje ned af bjerget. På farten fik Peters droppet to store klipper, som ingen andre havde droppet tidligere. Skiløbet var ikke til finalens højeste score, men var nok til at give ham den samlede førsteplads og titlen som danmarksmester 2016. Samtidig var Tobias skiløb et godt eksempel på, at man skal kunne præstere både i kvalifikationen og i finalen, hvis man skal vinde danmarksmesterskabet.

Peters Finale run(Tobias Peters ned gennem en smal couloir. Foto: Niels Jakob Børre)


Skiers.dk’s udsendte takker arrangørerne for et fantastisk Freeride DM, hvor deltagerne bidrog til det højeste freeride-niveau nogensinde. Og med en påskesol, der dansede over Tignes under konkurrencedagene, kan man ikke bede om mere.


 Mandepodie(Podiet herrer. Foto: Niels Jakob Børre)

Damepodie
(Podiet damer. Foto: Niels Jakob Børre)

Flyvende
(Johan Duus flyver d.u.a.d.a. Foto: Niels Jakob Børre)

Tilskuer skuer
(Tilskuer. Foto: Niels Jakob Børre)

Tjekker lige bjerget ud
(Tjekker lige bjerget ud. Foto: Niels Jakob Børre)

Flyvende LS
(Lasse Svendsen flyver i kvallen. Foto: Niels Jakob Børre)

Grej tjek
(Grejet tjekkes. Foto: Niels Jakob Børre)

Oprindelige start
(Kvallens rigtige start. Foto: Niels Jakob Børre)

Hundegger
(Alexander Hundegger går stort. Foto: Niels Jakob Børre)

Hundegger på podiet
(Hundegger vinder Sick Bird prisen. Foto: Niels Jakob Børre)

Mette Lindegaard kval
(Mette Lindegaard gik stort i kvalifikationen. Foto: Niels Jakob Børre)

Nanna Føns på tværs(Nanna Føns sidder fast. Foto: Niels Jakob Børre)

Rosinerne i pølseenden
(Rosinerne i pølseenden. Foto: Niels Jakob Børre)

Linselus(Opmærksomhed til danmarksmesteren fra Riders.dk. Foto: Niels Jakob Børre)

Skærmbillede 2016 03 25 kl. 08.38.39

Skærmbillede 2016 03 25 kl. 08.38.03

About The Author

Skiers på Facebook

Sponsors

Skiers på Instagram

Seneste videoer

Loading...