fbpx

Vælg side

Med UCPA i Les Deux Alpes

Med UCPA i Les Deux Alpes

Skiers.dk har netop været med UCPA i franske Les Deux Alpes. UCPA er et koncept, der holder, og Les Deux Alpes er et skiområde, der leverer.

I uge fem var skiers.dk med på en af UCPA’s grupperejser. Sammen med 170 studerende gik turen til Les Deux Alpes, som tilbyder Europas største skiløbsegnede gletsjer, mere end 220 kilometers piste og hygge, der drager paralleller til det, vi kender fra Østrig.

Grupperejser med ski som omdrejningspunkt

 

UCPA er en fransk friluftsorganisation, der året rundt tilbyder ugelange sportshøjskoleophold for unge mellem 18 og 45 år. Der tilbydes rejser, hvor vitterligt alt er inkluderet. Det indebærer bl.a. fuldpension med tre måltider dagligt, ski- eller snowboardudstyr og vigtigst af alt, så indebærer det holdundervisning. Der er mulighed for at tilmelde sig fem forskellige niveauer, hvor man fire halve dage om ugen får kompetent undervisning af franske instruktører. Det gør samtidigt disse rejser attraktive for folk, der rejser selv, da der er gode muligheder for at socialisere sig med sit hold.

Hvis du vil blive klogere på UCPA-konceptet, kan du læse en af vores tidligere artikler her: 

Tag med UCPA på all-inclusive rejse til Frankrig

UCPA-guide i Les 2 Alpes Christian Rugaard

Det, der gør UCPA specielt, er netop skiundervisningen, men der bliver dog også tilbudt en række andre initiativer, der gør rejserne sjovere for de unge. I uge fem i Les Deux Alpes var fire danske UCPA-guider til stede på destinationen, hvor de bl.a. tilbød muligheden for at se håndboldherrernes VM-finale på storskærm, deltage i pubcrawl, være med til KLUB-100, afprøve crepes-night, prøve offpiste-kurser og meget mere. En grupperejse med UCPA tilbyder altså den perfekte cocktail mellem skiløb, hygge og fest.

Holdundervisning af de franske UCPA-guider. Foto: Nicolai Dvinge

Frankrigs 2. ældste skiområde

 

Byen i Les Deux Alpes ligger i 1650 meters højde, og skiområdet tilbyder skiløb i 3600 meters højde. Det eneste skiområde i Frankrig, som er ældre end Les Deux Alpes, er Chamonix. Mange mennesker tror, at området hedder Les Deux Alpes (eller Les 2 Alpes), fordi området består af to modstående bjergsider. Det skyldes dog oprindeligt de to tilstødende og omkringliggende områder Mont-de-Lans og Vénosc, som ligger mod henholdsvis nord og syd.

Les Deux Alpes omfatter mere end 220 kilometers piste, 51 skilifte og gondoler og skiløb på en af Europas største gletsjere. Det betyder, at der altid er garanti for en snesikker skiferie, hvad enten man rejser om vinteren eller sommeren. Der tilbydes nemlig også sommerski på gletsjeren. 

I Les Deux Alpes kan stort set alle behov tilfredsstilles. Resortet råder over 17 grønne piste, 45 blå, 22 røde og 12 sorte. Og for de folk, der gerne vil væk fra pisten, så er der mulighed for noget af Europas bedste offpiste-skiløb. Derudover har man i Les Deux Alpes, i mere end 12 år, arbejdet på at udvikle en af de bedste funparks i Europa. Parken ligger i imponerende 2600 meters højde, og den er tidligere blevet kåret til den bedste i Frankrig. Du kan bl.a. afprøve dig selv på kickers (store som små), halfpipes, spines, flatboxes og en boardercross. 

Les Deux Alpes ligger cirka en 20-timers busstur fra Odense. Fra Les Deux Alpes kan man se Alpe d’Huez

Fotografen Zakaria Najim var med på turen, og han har skudt disse fede billeder. (Coverbilledet i toppen af artiklen er også af Zakaria Najim)

Meget mere end ski

 

Les Deux Alpes tilbyder heldigvis meget mere end skiløb. De fleste har sikkert hørt om mytiske La Folie Douce i Val Thorens, og i Les Deux Alpes har de deres helt eget hjemsted for afterski med fest og farver. Det hedder Pano Bar, og det ligger i 2600 meters højde. Og jeg kan skrive under på, at de formår at holde en fest. På blot en uge oplevede vi et frieri, en kvindelig violinist, der fløj rundt fra bord til bord med hendes elektriske violin og moderne klubsange, en ballonmand, hundredvis af hoppende gæster og generelt bare godt humør og medrivende afterski. Så hvis du planlægger et smut til Les Deux Alpes, så ville jeg anbefale at tjekke vejrudsigten og udvælge den dag, hvor solen skinner mest til at svinge forbi Pano Bar.

Stilhed før stormen klokken 11:00 på Pano Bar. Foto: Nicolai Dvinge

Mange danskere har i årevis diskuteret hvorvidt, Frankrig eller Østrig tilbyder de bedste skidestinationer. Nogen foretrækker Frankrig grundet skiløbet, mens andre foretrækker Østrig grundet deres hytter og Gemütlichkeit. Les Deux Alpes formår på fornem vis at kombinere det hele. Byen er meget østrigsk inspireret og er præget af hyggelige træhytter – både i dalen og på bjerget – hvor hyggen er i højsædet. Så hvis beslutningen mellem Frankrig og Østrig bliver for vanskelig, kan man med rette vælge Les Deux Alpes. Det ligger i Frankrig, men indeholder mange af de skønne østrigske aspekter.

Hytter på bjerget. Foto: Zakaria Najim

Et udsnit af den hyggelig by. Foto: Zakaria Najim

Skiers.dk var med på turen, og de varmeste anbefalinger giver vi til både konceptet UCPA og destinationen Les Deux Alpes.

Om forfatteren

Seneste

Sponsors

Skiers på Facebook

Seneste videoer

Indlæser...