Select Page

Sommerferie med børn i Ötztal Tirol

Sommerferie med børn i Ötztal Tirol

Sommeferie i Østrig med børn er mindst lige så oplagt som den årlige skiferie. Skiers.dk pakkede telt, børn og bil og drog mod Ötztal i Tirol, Østrig, hvor vi camperede på Sölden Camping og brugte 3 dage på at udforske forskellige aktiviteter i Ötztal med et Ötztal Card. Og det blev til bl.a. et fugleshow, besøg i 3000 meters højde, trampliner, legepladser og en masse badning.

Lidt om Ötztal i Tirol

Ötztal er en dal i Tirol i Østrig og nok mest kendt for sin gletcher og byen Sölden, men Ötztal består også af en række små hyggelige alpebyer. Ötztal byder på Tirols højeste bjerg, østalpernes største gletsjerområde Sölden, delstatens mægtigste vandfald i Umhausen, og er et område spækket med oplevelser for især børnefamilier.

I Ötztal kan man vandre over 22 etaper og yderligere 15 dagsruter med en samlet længde på 400 km. Og der findes masser af børnevenlige korte ruter. Ötztal har mere 860 kilometer mountainbike-spor og er også et populært sted for landevejscykling. Sölden danner bl.a. udgangspunktet for det spektakulære Ötztaler Radmarathon. Ved dette løb tilbagelægger deltagerne på kun én dag i alt 5.500 højdemeter fordelt på 238 kilometer.

Turen fra Danmark til Ötztal

 

Vi pakkede bilen i København og drog afsted mod den tyske autobahn. Ruten blev med færgen over Gedser-Rostock, og så en overnatning i Berlin, hvilket tog ca. 6 timer. Efterfølgende er der 8 timer til Ötztal. Turen kan køres hurtigere, men vi prioriterede nogle gode pause og man kan også være uheldig at ramme en masse trafik.

I telt på Sölden Camping

Vi havde telt med og tog turen til Sölden, hvor vi havde booket os ind på den hyggelige og utrolig godt placerede campingplads Sölden Camping. Pladsen ligger 200 meter fra hovedgaden i Sölden, og et stenkast fra Gaislachkogl liften. Pladser har små 100 pladser og er en god blanding af store tyske autocampere, mountainbike folk og teltfolket som os. Der er alt man skal bruge; køkken, vaskerum, gode og rene wc/badeforhold, tæt på indkøb og nogle utrolig venlige og afslappede ansatte i receptionen.

Aktiviteter i Ötztal

I Ötztal kan man købe det geniale Ötztal Card, som giver adgang til alle lifterne, samt fri entre til så godt som alle steder man har lyst til at opleve. Kortet fås til 3, 7 eller 10 dage, og prisen for 3 dage er 400 kr. for voksne og 200 kr. for børn over 6 år. Dvs. at en enkelt tur med liften og en badetur i Aqua Dome allerede har tjent kortet hjem.

 

Så der er altså ingen undskyldning for ikke at opleve det hele. Vi havde et 3 dages kort og nåede en masse gode aktiviteter. Til alle aktiviteter var entre betalt via vores Ötztal Card.

 

Læs mere om kortet her:

https://www.oetztal.com/oetztal-card-sommer

Piburger See

Vi besøgte Piburger See som er et absolut must-see og en perle midt i et naturreservat ikke langt fra byen Oetz. Søen har den bedste vandkvalitet og en gennemsnitlig vandtemperatur på 21 grader, derfor kommer mange folk dertil om sommeren for at bade i det dejlige vand.

I det sydøstlige hjørne af Piburger See er der et søbad, hvorfra man kan bade og nyde en kop kaffe eller få stillet sulten, mens man nyder den fantastiske udsigt fra solterrassen over søen og bjergene. Fra parkeringspladsen i Piburger er der 5 minutters gang til søen.

https://www.visittirol.dk/fritidsaktiviteter/natur-sundhed/badeser/oversigt-over-bademuligheder/a-piburger-see

Greifvogelpark og Ötzi-Dorf i Umhausen

I den lille by Umhausen ligger Greifvogelpark, som flere gange dagligt byder på et spektakulært show med parkens rovfugle. På opvisningsområdet i parken kan man opleve de utrolige fugle og deres flyvefærdigheder og forskellige jagtteknikker fra forskellige rovfuglene. Her kan bl.a. nævnes ørne, musvåger, falke, gribbe og ugler, der under showet helt bogstaveligt flyver under en meter fra tilskuernes hoveder. Showet varer i ca. 40 min. og den tætte kontakt med de vilde dyr og deres imponerende flypræstation med de fantastiske bjerge som baggrund garanterer en fed oplevelse for både børn og voksne. Og hvis man ønsker at udforske området bagefter, er der blot en halv times gåtur til det største vandfald i Tyrol, Stuibenfall.

 

Ved siden af Greifvogelpark ligger Ötzi landsbyen, som er en arkæologisk udendørs park, hvor man kan opleve hvordan folkene i stenalderen levede på tidspunktet for den berømte Ötzi mand. Til landsbyen ligger også en udstilling om Ötzi, også kaldet Ismanden, som blev fundet i Ötztal-Aplerne for 25 år siden og er over 5.000 år gamle mumificerede rester af et menneske. Ötzi manden er usædvanligt godt bevaret og regnes som Europas ældste, som levede ca 3300 f.Kr i stenalderen.

 

https://www.umhausen.com/greifvogelpark

 

https://www.umhausen.com/oetzi-dorf

Aqua Dome i Längenfeld

I byen Längenfeld ligger det lækre termiske bad Aqua Dome midt i Ötztal bjergene. Det må siges at være både en afslappende oplevelse for voksne og børn, hvor man kan prøve de forskellige udendørs termiske bade og slappe af i det op til 36 graders varme vand mens kan kigger udover alperne. Og når man har fået nok eller når børnene trækker i en, så kan man slutte af i det store børneområde, hvor der er både vandlegeplads for de mindste og vilde vandrutsjebaner for de lidt større børn og voksne.

 

Funpark in Huber

En aktivitet vi blev nødt til at komme tilbage var Funpark i byen Huber. Med bjergene som baggrundsbillede slap vi børnene løs i Funpark, hvor der både var legeplads, trampolin, bungee trampolin, klatrevæg, og kæmpe oppustelige vandrutsjebaner. Det var en overskuelig park, hvor vi kunne nyde en kop kaffe og stadig holde øje med ungerne. Win-win for både voksne og børn.

 

 

http://www.oetztalerfunpark.at/de/der-funpark/

Legeplads på bjerget Hochoetz

Børn kan bestemt ikke klage over mangel på legepladser i Ötztal og et must-see er fede legeplads Widiversum, der ligger på bjerget Hochoetz, der ligger i byen Oetz. Man tager gondolen op og kan klatre, balancere, rutsje og gynge den store legeplads, som er lavet af naturmaterialer og i den grad ligger op til leg. Alt sammen mens man selvfølgelig kan nyde den fantastiske udsigt over alperne. Der er både borde og bænke til medbragte madpakker, men også en cafe ved siden af legepladsen, hvor man har udsigt ud over bjergene og legepladsen.

Og har man ikke fået leg nok, så tager man gondolen ned igen og leger videre på den over 5.000 kvadratmeter store Kids Park i Oetz, som ligger forneden af bjerget Hochoetz.

 

https://www.oetz.com/widiversum

 

https://www.oetz.com/familie-kidspark

Ferie i Ötztal – ja tak

Skal vi på sommerferie i Ötztal Tirol igen? Det bliver et kæmpe stort JA. Vi havde 3 overnatninger i Sölden, men kunne sagtens havde brugt flere dage i det fantastiske naturskønne Ötztal. Og vi nåede kun at snuse til lidt af de mange aktiviteter Ötztal byder på. Næste gang tager vi helt sikkert vandresko og cykelhjelm med, så vi kan udforske de mange vandreruter og mountainbike-tracks der findes rundt i Ötztal.

www.visittirol.dk

About The Author

Anders Olesen

Anders var med til at grundlægge Skiers.dk tilbage i 2009. Han er freerideskiløber, skiinstruktør på højeste niveau og ansat som leder af Den Danske Skiskole. Anders har haft flere skisæsoner end alle de andre Skiers.dk skribenter har til sammen; 4 sæsoner i St. Anton am Arlberg, 1 i New Zeland, 2 i Argentina, 2 i Val Thorens, 2 som instruktør på Oure højskole i Frankrig og så en helt masse uger på gletchen i Hintertux. Anders er også til eventyr på højfjeldet i Norge, langrend og alt andet med sne. Han er vores udstyrsmand, og så vil han gerne sælge nogle bannere på Skiers.dk (skriv hvis du mangler et).

Sponsors

Skiers på Instagram

Skiers på Facebook

Seneste videoer

Loading...