Select Page

Tag på freerideeventyr med en bjergguide

Tag på freerideeventyr med en bjergguide

Gopro hero 6 / AMM

Offpistens uberørte powder har en nærmest magisk tiltrækningskraft på de fleste skiløbere. Trangen til at skære sine egne tracks på steder hvor de færreste kommer, den kender vi alle. Men offpisten er ikke en ufarlig legeplads! Derfor skal du booke en bjergguide.


VORES FØRSTE FREERIDEEVENTYR

Klokken er kvart i 7 da vækkeuret ringer. Vi skal tidligt op og af sted på ski. I dag har vi booket en bjergguide, som skal tage os med på vores første rigtige offpistetur.

Hvad mener jeg med en ”rigtig” offpistetur? Jeg mener en tur med en uddannet offpisteguide, som har den rette viden og erfaring til at tage os med uden for skiområdets officielle grænser. Vores guide hedder Stefan og han kommer fra skiskolen MountainMind. Skiskolen ligger i Söll i SkiWelt WilderKaiser Brixental, og det er her vi skal ud på freeridetur.

Det er første gang, at vi er i SkiWelt. Et stort skiområde i Østrig, Tirol med 280 pistekilometer. Offpistemulighederne er mange, men når vi ikke kender området, har vi besluttet os for at booke en guide, som kan tage os med på tur.

HVORFOR BOOKE EN BJERGGUIDE?

Uanset om man er nybegynder eller erfaren freerider, bør man altid alliere sig med en guide når man skal i offpisten. Her er teknik og skifærdigheder nemlig ikke altid nok til at komme sikkert ned af bjerget. Du er nødt til også at have viden om skiområdet og kende til seneste vind- og vejrforhold. Som vores guide Stefan siger; ”knowledge, knowledge, knowledge”. Det er det vigtigste for sikker offpisteskiløb.

Udover at kende til områdets bedste rides, har vores guide også klaret udstyret for os, så det skal vi ikke selv tænke på. Det eneste vi skal have med, er et stort smil, siger Stefan, da vi taler med ham dagen forinden. Det er en stor fordel for to uerfarne freeriders som os.

Da vi mødes ved skiskolen om morgenen, har Stefan klargjort to rygsække med lavineudstyr til os. Bipper, skovl og sonde. Vi får udstyret installeret og afprøver bipperens funktionalitet inden afgang. Det er normal kutyme inden der skal gæster med i offpisten. Det er vigtigt, at alle ved, hvordan udstyret fungerer i tilfælde af, at der skulle ske noget.

”Alle skal kunne finde ud af at håndtere udstyret, for det kan lige såvel være mig, der bliver fanget i en lavine” fortæller Stefan, vores guide, ”og så skal gæsterne kunne finde ud af at finde mig igen, for jeg vil også gerne komme sikkert hjem. Jeg har nemlig et mål om, at stå på ski til jeg er 80” siger han med et grin. Der er ingen tvivl om, at han elsker dage som disse, hvor han kan tilbringe hele dagen i offpisten. Ifølge Stefan er pisterne kun et sted for turister. Det er ikke et sted, hvor han gider bruge sin tid. Vi er nu ikke helt enige i hans syn på pisterne. Men vi er selvfølgelig også bare turister 🙂 Da dagen er omme, kan vi dog godt nikke genkendende til følelsen, for sikke en dag vi havde i offpisten.

Safety equipmentBeacon - safety equipmentShovel - safety equipment

LAD OS KOMME AF STED! 

En sidste ting skal overstås inden vi kan komme ud i offpisten. Guiden vil først teste vores teknik og finpudse vores skistil. Han skal tjekke, om vi overhovedet har kompetencerne til at køre freeride. Samtidig skal han finde ud af, hvor svære faces han kan tage os med på. Efter et par ture på pisten er vi endelig på vej.

Vi krydser den magiske grænse, glider ud over den lille kant der markerer pistens ende. Så er vi i offpisten. Vi tager det første træk stille og roligt. En efter en flyder vi igennem den friske pudder, som dækkede området dagen forinden. Forholdene kunne ikke være bedre.

Freeride

Vi stopper op og kigger ud over det første stykke som ligger foran os. ”Hvad skal vi være opmærksomme på her”, spørger guiden os. Han lærer os at orientere os i området og analysere situationen foran os. Hvordan ser sneen ud, hvordan forandrer landskabet sig, hvilken rute skal føre os frem til næste samlingspunkt. Sådan arbejder vi os igennem området, stykke for stykke. Det er sådan en erfaren guide rykker frem i offpisten; et enkelt træk af gangen og én og én af sted, så man hele tiden sikrer sig, at sneen og underlaget arter sig. Vi taler sammen, giver tegn til hinanden og sørger for, at alle er trygge ved situationen. Kommunikationen er altafgørende.

#bringfriendsonapowderday

Hashtagget nofriendsonapowderday, som de fleste freeridere sandsynligvis kender, burde nok i stedet være #bringfriendsonapowderday. En af de vigtigste regler i freeridemiljøet er nemlig, at man aldrig står offpiste alene. Som Stefan forklarer, så har man selv kun ét par øjne, men når vi alle tre arbejder sammen, har vi tre par øjne, og de vil unægteligt se mere end bare ét par. Derfor taler vi om, hvad vi hver især ser, og vi kommunikerer, som vi bevæger os ned af bjerget.

Vi knokler os igennem første face og rammer pisten igen. Vi har bestået første test, dog med et enkelt styrt, men det er vel en del af gamet. Det er sværere end forventet, men gåpåmodet fejler intet! Vi er klar til at bevæge os ud på næste niveau.

På vej mod næste face møder vi Peter, ejeren af skiskolen MountainMind, og hans søn Jeremy. De står for foden af Hohe Salves top, som er det højeste bjerg i hele SkiWelt. ”Vi kommer deroppe fra” siger de med et smil og peger op. Der er ingen tvivl om, at de nyder dage som disse, hvor solen skinner og pudderen er frisk. ”Det er et af de sværeste faces i hele området. Der tager vi kun de meget dygtige gæster med” fortæller Peter.

Han og Jeremy tager med os på den næste tur. Peter har stået for at koordinere turen med os, og han vil gerne sikre sig, at vi får en fantastisk dag. So far so good.

Shredding

VI ER HELT ALENE I VERDEN

Sådan føltes det i hvert fald, da vi alle fem bevæger os af sted på det næste træk. Efter en kort tur ind igennem skoven, kommer vi ud i et åbent område, væk fra pister og lifter, hvor ingen har kørt før os. Stefan fører an og skærer de første spor i den uberørte sne.

Vi runder et hjørne og står nu på toppen af en lang og bred nedkørsel. Ren og fin pudder der glimter i solskinnet. Det giver et sug i maven. Stefan og Jeremy kører først og viser hvordan det skal gøres. De har godt styr på det. Peter kigger på os med et smil. ”Her har i chancen for at skære jeres helt egne spor i sneen. Følg jeres egen rytme og nyd det!”, siger han. Og det gør vi. Hele vejen ned.

Tracks

DER MÅ YDES FOR AT DER KAN NYDES – VI SKAL OP IGEN!

Da vi når bunden er der ingen tvivl om, at det var en fed tur. Vi får lov at nyde udsigten i et par minutter: både ud over bjergene, ned på byen foran os og op på vores ensomme spor, som bryder den fi,e pudder. Herefter kigger Peter på os og siger: ”Jeg mindes, at I sagde, at I ikke havde noget imod at hike lidt? Det håber jeg stadig gælder.” For nu er der i hvert fald ingen vej uden om. Vi skal op igen. Hvis man vil nyde må man jo også yde.

Vi tager det korte hike som en del af oplevelsen. Også her får vi en kort instruks, inden vi bevæger os af sted. Tricket ved hicking er, at starte stille og roligt ud og holde et fast tempo hele vejen. Ikke noget med at starte alt for hårdt ud, så du mister pusten halvvejs. Man skal jo helst nå helskindet til toppen.

Vi smider skiene på skulderen, Stefan, Jeremy og Peter fører an, og vi følger efter. Når vores tre guider går forrest, tager de den værste byrde. Så er vejen lagt for os, og vi kan træde frem i deres spor. Det gør turen meget lettere for os. Mens jeg forsøger at tage billeder og filme, samtidig med at vi vandrer opad, sakker jeg en smule bagud. Peter kigger tilbage på mig med et grin, og han tilbyder at bære mine ski for mig, så jeg da kun skal koncentrere mig om to ting. Det takker jeg dog pænt nej til. Jeg får taget de sidste billeder og pakker så kameraet væk, så jeg kan følge med. Efter 15 minutter når vi til toppen igen. Det var alle anstrengelser værd.

Hiking

Da vi når ud på pisten igen har vi været af sted i 3 timer. Stefan spørger om vi har mod på mere, og selvom kroppen er ved at være en smule træt og knæene er ømme, så kan vi alligevel ikke modstå trangen til at takke ja til én tur mere.

TAK FOR I DAG! 

Klokken er 14 da vi godt trætte og sultne sætter os på en restaurant i Söll. Sikke en dag det har været. Nu skal depoterne fyldes op igen med en Almdudler og en Burger mit Pommes. Det har vi vist fortjent.

Dagen har levet op til alle vores forventninger, og det har kun resulteret i, at vi har fået mere blod på tanden for at prøve kræfter med freeride. Heldigvis lover vejrudsigten sne senere på ugen, så måske der kunne være basis for endnu et par ture i offpisten.

Freeride

SÅDAN KØRER DU FREERIDE PÅ EGEN HÅND

Regel nummer 1: No powderdays without friends! Freeride er en holdsport, og du skal altid have dine holdkammerater med dig når du bevæger dig ud i offpisten. Det gælder uanset om du er erfaren eller nybegynder. Dernæst skal du selvfølgelig have styr på basisudstyret. Det er som minimum bipper, skovl og sonde som vi havde med på vores tur.

Allervigtigst er dog viden. Som guiden Stefan sagde, ”knowledge, knowledge, knowledge”. Det er oplagt at spørge de lokale til råds inden du tager af sted. Udnyt deres viden om området og få deres anbefalinger til, hvor du skal stå og ikke stå. Dernæst skal du altid undersøge, hvordan vejret har været det seneste stykke tid – som minimum bør du kende til vejr- og sneforholdene for de seneste to uger. Du skal vide om det tøet, om det har frosset efterfølgende, om det har blæst meget og fra hvilken retning. Det er alle sammen vigtige information for at forstå (1) om du overhovedet bør tage af sted, (2) hvordan du skal begå dig i sneen og (3) hvad du bør være særligt opmærksom på.

Når du bevæger dig af sted uden en guide, skal du selv have det fulde overblik. Det stiller krav til dine analytiske evner. Du skal hele tiden orientere dig om, hvordan sneen ser ud, hvilken rute du skal vælge, hvordan landskabet ændrer sig og hvordan du finder tilbage til pisten. Her er kommunikationen med holdkammeraterne essentiel. Et godt tip til at danne sig et overblik over situationen er, altid at kigge på bjerget nedefra inden man begiver sig af sted. Herfra kan du planlægge en rute, der med sikkerhed vil føre dig tilbage til kendt terræn.

Efter vores freeridetur med MountainMind, vil jeg dog til enhver tid anbefale dig at tage en bjergguide med på tur, uanset om du er en uerfaren eller erfaren freerider, og især hvis du er i et nyt område. Den viden, som du kan nå at opbygge til et område på den årlige skitur, kvalificerer sig ikke som kendskab nok til at kaste sig ud i freeride på egen hånd. Du ved højest sandsynligt ikke, hvordan bjergsiderne ser ud neden under sneen eller hvordan vejrforholdene har påvirket området i de seneste uger.

Jeg vil tilmed påstå, at turen kun kan blive bedre af at have en erfaren bjergguide med. Når du har guiden med, kan du slappe af og nyde turen fra top til bund, uden at skulle koncentrere dig om andet end dit skiløb og den fantastiske udsigt. Du sikrer dig, at du ikke ender i en blindgyde, og du ved at sikkerhedsudstyret er i orden. Det vil jeg altid vælge at prioritere. Derudover får du chancen for at lære en masse om området fra lokale guider, som sætter en ære i at dele fortællinger og gode historier fra destinationen. Hvis du viser, at du har godt styr på det, kan du sandsynligvis også få et par tips til, hvordan du kan udforske området på egen hånd resten af ugen.

MountainMind

OM MOUNTAINMIND

MountainMind er en skiskole i SkiWelt WilderKaiser Brixental, der tilbyder skiundervisning både på og uden for pisten. Skiskolen åbnede sidste år (2017) af Peter Graus (til højre). Peter har selv arbejdet som skiinstruktør i mere end 30 år, og for nyligt besluttede han sig for at starte sin egen skiskole. Hans ønske var at etablere en skiskole, hvor alle samles om en fælles passion for skiløb.

Peter vægter kvalitet og tillid til sine guider utroligt højt. Hans mangeårige erfaring fra branchen er til stor gavn for skiskolen, der i denne session samler skiskolen 15 erfarne og dygtige guider i alle aldre. Det er ikke hvem som helst der bliver optaget på holdet. Det kræver en vis uddannelse og erfaring, men ikke mindst et godt humør og et stort smil, så man kan give gæsterne en fantastisk oplevelse.

Book MountainMind til en tur i offpisten i SkiWelt eller en af de nærliggende destinationer og vær sikker på at få en fantastisk dag på bjerget.

 

Læs mere om destinationen på skiwelt.at

About The Author

Skiers på Facebook

Sponsors

Skiers på Instagram

Seneste videoer

Loading...