Select Page

Tag sikkerhedstjekket! Få styr på sikkerheden inden skituren

Tag sikkerhedstjekket! Få styr på sikkerheden inden skituren

Har du styr på de forskellige råd og retningslinjer for færdsel på bjerget? Få genopfrisket reglerne og hold dig sikker på pisten på den årlige skitur.


Go safe or go home. Det er heldigvis normen på pisten, hvad end du er snowboarder eller skiløber. I dag er der en tendens til at ryste på hovedet af skiløbere uden det rette sikkerhedsudstyr. Det er kun godt. Sådan har det ikke altid været. Men i dag er skihjelmen og sikkerhedsudstyret blevet trendy blandt både børn og voksne.

Få genopfrisket din viden om sikkerhed: Vi guider dig gennem sikkerhedsudstyr, færdsel og skilte på og uden for pisten samt generelle regler for skiløb.

Regler for skiløb

Orienter dig om de lokale regler og sikkerhedsprocedurer i det aktuelle område. Du vil ofte få udleveret noget materiale om området af din rejseguide eller på dit hotel/i din lejlighed. Sørg for at du og dine rejsekammerater kender til blandt andet åbningstider, alkohollovgivning, sikkerhedsprocedurer og lignende.

Hav altid adgang til de lokale telefonnumre til nødopkald. Nødtelefonnumre fremgår som oftest af pistekortet. Det kan være en god idé at indkode numrene i telefonbogen, så du altid har dem ved hånden, hvis der skulle opstå et nødstilfælde.

Hav sikkerhedsudstyret i orden!

Inden for ski- og snowboardverdenen har man forstået at gøre sikkerhedsudstyret super tjekket og lækkert at have på. Så der er ingen undskyldninger! Vær med på seneste mode med de nyeste googles, alverdens stickers på skihjelmen og sæsonens vilde satsning af en heldragt. (Læs vores bud på sæsonens fedeste udstyr her)

  1. På med hjelmen. Det gælder både børn og voksne. I flere lande er det faktisk lovpligtigt at have hjelm på indtil man er fyldt 16. Hvis du ikke selv har en hjelm, kan du leje en i enhver skiudlejningsbutik på destinationen. 
  2. Rygskjold der både beskytter og varmer. Rygskjoldet er ikke bare for parkløbere. Enhver skier og boarder kan have gavn af et rygskjold. Det beskytter din ryg og dine ribben og kan tage en stor del af stødet ved et almindeligt styrt. Derudover varmer det godt. Der findes flere forskellige typer rygskjold, nogle mere komfortable end andre.
  3. Lavineudstyr er et must hvis du skal i offpisten! Bipper, skovl og sonde er minimum, men en lavinerygsæk kan klart anbefales. Forhør dig hos de lokale hvis du skal af sted i offpisten, så du ved, hvad du skal være særligt opmærksom på.
  4. Passende ski/board, støvler og skitøj generelt – det oversete udgangspunkt. Få styr på basics; tjek altid at dine bindinger på ski eller board er i ordentlig stand og indstiller korrekt efter vægt og højde. Vægten kan jo have ændret sig en smule siden sidste år. Sørg for at støvlerne passer og at de strammes godt. Så har du et godt udgangspunkt. Overvej også om skitøjet trænger til en udskiftning. Den farverige dragt fra 80’erne er måske smart, men ikke nødvendigvis varm eller praktisk. At kunne holde varmen og have god bevægelighed er mindst lige så vigtigt som at have nyslebne ski.

– Vidste du, at det er lovpligtigt for børn at have skihjelm på i Østrig? –

 

Det skal du altid have med dig: 

  • – Telefon
  • – Sygesikringsbevis + evt. rejseforsikringskort
  • – Solcreme
  • – Skibriller
  • – Pistekort

 

Færdselsregler på pisten

Kend forskel på sværhedsgraden: grøn – blå – rød – sort. Du finder de grønne løjper i blandt andet i Norge, Sverige og Frankrig, mens du i Østrig kun finder pister i sværhedsgraden blå til sort. Kend dine begrænsninger og start stille ud, så du er sikker på at nå gennem hele ugen uden skrammer.

Overhold åbningstiderne: Pisterne i skiområdet har en specifik åbningsperiode – ofte fra omkring 8.30 til 16.30. I den periode er bjerget åbent for fri leg, men det er vigtigt, at tage lukketiden seriøst. Efter lukketid skal området nemlig gøres klar til næste skidag, og det betyder, at pistemaskinerne går i gang. (Sådan en har du ikke lyst til at møde i mørket på pisten).

Kender du de 10 færdselsregler for alpint skiløb – FIS reglerne. Genopfrisk hukommelsen her. Husk på de ti regler når du færdes på pisten.

– Skiroute: Hvad er det? Skiroute er et områder af bjerget som sikret mod alpine farer ligesom pisterne, men har upræpareret sne og giver dermed mulighed for at opleve den fede fornemmelse af løs sne og udfordrende pukler. Ved lavinefare bliver disse områder lukket af skipatruljen. –

Færdselsregler i offpisten

Offpistens bløde pudder kan virke tillokkende på enhver, men når man bevæger sig ud i offpisten skal det være med største forsigtighed, og man skal have respekt for og holde øje med alle tegn på fare.

Første og vigtigste regel er, at man aldrig står offpist alene. Man sørger for at samle et hold, og så forbereder man sig, dvs. finder offpist-skiene frem, eller lejer nogle hvis man ikke selv har. Man kan leje brede offpist-ski i enhver skibutik. Derudover har man altid lavineudstyr med: bipper, skovl og sonde, og man tjekker at bipperen virker fra morgenstunden, efterfrokost osv. Hvis man ikke selv ejer lavineudstyr kan det også lejes i mange skibutikker.

Inden du tager af sted skal du altid tjekke lavinefaren via lavineskalaen 1-5. Lavinefaren kan ses på både internettet eller oplyses ved liftkontoret. Det er samtidig vigtigt at kende til hvordan forholdene har været de forgående uger – gerne op til 3 uger, så man ved hvad man kan forvente sig af bjerget og sneen.

Sådan står du offpiste:

Man kører altid en og en ned af et offpisthang, og næste løber kører først når den foregående står et sikkert sted uden risiko for at blive ramt af laviner. Det er vigtigt at man også viser samme hensyn til andre grupper skiløbere, så man ikke kører ind på et hang, hvor nogen er på vej ned eller står et udsat sted. 

Hvis du ikke er erfaren ud i offpist bør du stå med en lokal guide. På alle destinationer er det muligt at booke en bjergguide, som kan tage dig med i offpisten. De sørger for den rette sikkerhed og tager dig med til de bedste og sikre nedkørsler.

 

– Har du tjekket om din rejseforsikring dækker skiløb uden for pisten? Det gør den ikke altid. Tal med din forsikring inden afrejse og spar dig selv for en dyr overraskelse hvis uheldet skulle være ude. –

About The Author

Skiers på Facebook

Sponsors

Skiers på Instagram

Seneste videoer

Loading...